Ekspert advarer: Disse supermarkedsvarer bør du styre udenom

De fleste danskere putter dem i kurven uden at tænke over det

De fleste danskere putter dem i kurven uden at tænke over det – men mange populære madvarer er fyldt med tilsætningsstoffer og kan skade både sundhed og vægt.

Det kan virke uskyldigt at snuppe en færdigret med hjem til mikroovnen eller smide en myslibar i tasken som snack. Men ifølge ernæringsekspert Cecilie Sandvad fra Diabetesforeningen er det ofte præcis den slags mad, der er fyldt med ultraforarbejdede ingredienser – og som vi bør undgå.

Det skriver B.T..

"Man anslår, at 50 procent af vores kalorier i dag kommer fra ultraforarbejdede fødevarer. Det tal skal gerne blive lavere," siger Cecilie Sandvad.

Mere sygdom, mere overvægt

En ny bog skrevet af eksperter fra Diabetesforeningen, Hjerteforeningen og Kræftens Bekæmpelse viser, hvordan ultraforarbejdet mad kan øge risikoen for alt fra blodpropper til tarmkræft, type 2-diabetes og overvægt.

Færdigretter, slik, pålæg, morgenmadsprodukter og ikke mindst brød og dressinger topper listen over varer, der ofte er fyldt med konserveringsmidler, smagsforstærkere og sødestoffer.

"Vi spiser flere og flere færdigretter, og dem skal vi helt klart være opmærksomme på. Mange tror, de er sunde – men de er ofte fyldt med e-numre og tilsætningsstoffer," siger Sandvad.

Se listen: Disse seks madfælder skal du undgå

Ifølge eksperterne bør man især tænke sig om ved disse typer fødevarer:

  • Færdigretter
  • Myslibarer og snacks med tilsat protein
  • Cupnudler
  • Sodavand og sød saft
  • Salatdressinger
  • Færdigbagt brød og forarbejdet kødpålæg



Lille indsats, stor effekt

Cecilie Sandvad anbefaler, at man vælger nøglehulsmærkede varer og læser ingredienslisten grundigt. Kan du ikke genkende halvdelen af ordene? Så er varen sandsynligvis ultraforarbejdet.

"Fødevarestyrelsen anbefaler højst fem håndfulde søde sager om ugen – men vi spiser i gennemsnit 25. Vi er nødt til at skrue ned," siger hun.

Små ændringer i indkøbskurven kan altså betyde store gevinster for sundheden – og for rigtig mange danskere er det netop i supermarkedet, at de vigtigste valg træffes.

Artiklens Tags: