Drømmen om ro og grønne marker ser ud til at blive erstattet af ønsket om byliv, kulturtilbud og kortere afstande til arbejde og uddannelse.
En ny opgørelse fra Danmarks Statistik dokumenterer, at en voksende andel af danskerne i de seneste ti år har valgt at flytte til større byer.
Danskerne vælger byen til
Det skriver DR.
Ved årsskiftet blev den danske befolkning opgjort til 5.992.734 personer, og tallene viser en markant forskydning mod byområder.
I 2015 boede 37 procent af befolkningen i byområder med over 50.000 indbyggere.
I 2025 er tallet steget til 42 procent – svarende til 376.192 flere personer.
"En stigende andel af befolkningen bor i hovedstadsområdet samt i byområder med 50.000 indbyggere og derover,"
lyder det fra Danmarks Statistik.
-
-
Roskilde, Herning og Silkeborg vokser mest
Størst vækst ses i byområder mellem 50.000 og 99.000 indbyggere, hvor blandt andet Roskilde, Herning og Silkeborg nu har rundet grænsen.
Silkeborg alene er vokset med 9.220 personer siden 2015 og har nu over 50.000 indbyggere.
Også mindre byer mellem 5.000 og 10.000 indbyggere har oplevet vækst.
Mindre byer som Støvring, Ry, Bellinge og Strøby Egede har alle øget befolkningstallet med over 25 procent i samme periode.
Landet taber beboere
Landdistrikterne har derimod mistet befolkning.
Fra 2015 til 2025 er andelen af danskere, der bor på landet, faldet fra 12 til 11 procent – svarende til et fald på 26.949 personer.
I dag bor 671.948 danskere i landdistrikterne, men trenden ser ud til at fortsætte.
Tallene viser en klar tendens: Byerne trækker fortsat flere til sig, mens livet på landet bliver valgt fra af flere og flere danskere.