De fleste danskere har vænnet sig til det: Kørekortet ligger digitalt på mobilen og kan hurtigt vises frem ved kontrol i Danmark.
Men hvad mange ikke ved, er, at det digitale kørekort kun gælder herhjemme.
Og netop den misforståelse kan blive dyr, hvis du bliver stoppet på din ferie i udlandet – det skriver Gjensidige i en pressemeddelelse.
Over hver fjerde ved det ikke
En ny undersøgelse foretaget af YouGov for Gjensidige viser, at hele 27 procent af danskere med kørekort ikke er klar over, at det digitale kørekort ikke er gyldigt uden for Danmarks grænser.
“Det digitale kørekort er kun gyldigt i Danmark, og det er derfor vigtigt at skrive det fysiske kørekort på pakkelisten, når man skal ud og rejse,” advarer Louise Hertzum Andersen, fagchef i Gouda Rejseforsikring.
-
-
Bøder og forbud kan vente i udlandet
Hvis du bliver stoppet af politiet i udlandet og kun kan vise det digitale kørekort, kan det føre til bøder eller i visse tilfælde et decideret kørselsforbud.
“Det kan også give problemer ved biludlejning, hvor du bliver bedt om at vise det fysiske kort i skranken,” siger Louise Hertzum Andersen.
EU arbejder på en løsning – men først i 2030
I dag er der ingen fælles digital løsning på tværs af EU.
Men det er planen, at alle borgere i EU skal have adgang til et fælles digitalt kørekort som del af en samlet digital identitet. Løsningen forventes at være klar inden udgangen af 2030.
Indtil da er der kun én ting at gøre, før du tager afsted: Tjek om kørekortet ligger i pungen – og ikke kun på telefonen.