Ny udvikling i sagen om oksekødspriserne: Danish Crown går i offensiven

Danskerne har for alvor mærket det i pengepungen. Men hvem har egentlig skylden for de tårnhøje priser på hakket oksekød? Nu tager en af hovedaktørerne bladet fra munden.

Prisen på hakket oksekød er eksploderet.

En tur forbi køledisken har i de seneste uger fået mange forbrugere til at spærre øjnene op over kiloprisen på det, der tidligere blev betragtet som en relativt billig hverdagsvare.

Flere har peget fingeren mod Danish Crown.

Særligt efter en opsigtsvækkende udmelding fra selskabets egen direktør om, at “vi skal have mindre kød af højere kvalitet”.

“Det kommer ikke til at betyde dyrere hakket oksekød”

Men nu går Danish Crown selv ud og afviser, at det er dem, der presser priserne op.

“Det her tiltag kommer ikke til at betyde, at oksekødet for den almindelige forbruger bliver dyrere. Tværtimod,” siger Finn Klostermann, CEO for Danish Crown Beef, til B.T.

Han forklarer, at ambitionen er at belønne landmænd, der leverer kød i høj kvalitet – særligt de udskæringer, der ender på restaurantborde. Det har dog ifølge Klostermann intet at gøre med den pris, du som forbruger møder i supermarkedet.

“Er vi rigtig gode til vores arbejde, kan det i stedet være med til at gøre hakket oksekød billigere,” lyder det fra direktøren.



Det store spørgsmål er dog, om det rent faktisk bliver tilfældet.

For uanset intentionerne, så står danskerne lige nu med kvitteringer i hånden, hvor oksekødet fylder langt mere end tidligere. Et halvt kilo hakket oksekød koster nu op mod 68,69 kroner. Det er næsten 10 procent mere end for blot få uger siden.

Skal vi vænne os til at se oksekød som en luksusvare?

Danish Crown afviser, at man direkte er årsag til de stigende priser. Men Finn Klostermann lægger ikke skjul på, at danskernes forhold til oksekød kan være under forandring.

“Det kan godt være, vi er i en virkelighed, hvor den almindelige forbruger skal tænke forbruget af oksekød anderledes og vænne sig til, at det i højere grad er et luksusprodukt,” siger han.

Og mens mange måske forbinder sådan en melding med endnu højere priser, understreger han, at det nye fokus på kvalitet især handler om de eksklusive udskæringer, ikke det hakkede.

Men det ændrer ikke på, at pakken med 400 gram hakket kød i flere supermarkeder i dag koster 54,95 kroner – en markant stigning sammenlignet med tidligere, hvor man fik 500 gram for omkring samme pris.

Udbuddet falder – og efterspørgslen stiger

Bag prisstigningerne gemmer der sig dog flere faktorer.

Udbuddet af oksekød er faldende i store dele af Europa, og samtidig er efterspørgslen steget – både i Danmark og udlandet. Det lægger pres på markedet.

Og i takt med at pakkerne bliver mindre og kiloprisen stiger, er det nu også blevet sværere for forbrugerne at gennemskue, hvor meget mere de reelt betaler.

Om meldingen fra Danish Crown får en reel effekt på priserne i supermarkederne – det må tiden vise.