Pressemeddelelse - Via Ritzau
Det nye selskab – FleetGrid – som er en del af OK-koncernen, tilbyder en samlet abonnementsbaseret løsning til opladning af den elektriske transport. Løsningen dækker alt fra rådgivning, etablering, lade-hardware, drift og vedligehold, software, 24/7-service, support og ikke mindst finansiering.
Dermed får vognmænd, logistikvirksomheder og øvrige aktører i transportbranchen en nem og økonomisk attraktiv ladeløsning uden at skulle investere store beløb i infrastruktur eller bruge tid og kræfter på vedligehold og service.
- Transportbranchen står over for en massiv grøn omstilling og der kan være stor usikkerhed forbundet med investeringen i ladeinfrastruktur. FleetGrid reducerer kompleksiteten og vognmænd og logistikvirksomheder får en enkel, pålidelig og skalerbar løsning til opladning, siger Claus Linnemann, erhvervsdirektør i OK og bestyrelsesformand i FleetGrid.
Erfarne medstiftere med markant erfaring
FleetGrid er skabt i partnerskab mellem OK og to medstiftere, der tilsammen bringer solid erfaring og kompetencer indenfor teknologi, infrastruktur, e-mobilitet og den finansielle branche.
- Vi ser et klart behov i markedet for en servicebaseret tilgang, hvor kunderne ikke selv skal investere i infrastruktur eller bekymre sig om teknologi og drift. Det tager vi os af – så vognmænd og den øvrige transportbranche kan fokusere på deres kerneforretning, siger FleetGrids medstifter og CEO, Ashvind Guness.
- OK har en klar strategi om at blive en førende ladepartner for både private og virksomheder. Derfor giver det rigtig god mening for os at gå sammen med OK for at gøre elektrificeringen af transportbranchen nemmere og billigere for kunderne, siger FleetGrids medstifter og CCO, Rasmus Larsen.
Accelerere omstilling til elkøretøjer
Samtidig er der fra politisk hold stort fokus på at øge hastigheden på den grønne omstilling af vejgodstransporten.
Allerede fra efteråret 2025 og frem vil det være muligt at få del i grønne puljemidler til nulemissionslastbiler og -drivmiddelinfrastruktur.
- Et bredt flertal af Folketingets partier har glædeligvis lyttet til transportbranchen og besluttet at fremrykke puljemidler for at accelerere omstillingen til elkøretøjer og vores nye alt-i-en-løsning til opladning fra FleetGrid er et attraktivt produkt til en meget stor kundegruppe, siger Claus Linnemann.
FleetGrid forventer kommerciel skalering i løbet af 2025.
Medstiferne af FleetGrid har stor erfaring fra en række virksomheder i blandt andet energi- og e-mobilitetetsbranchen.
CEO, Ashvind Guness, har blandt andet arbejdet for Ørsted, NIO og Hempel. CCO, Rasmus Larsen, har erfaring fra Spirii, E.ON Danmark og Clever.