Københavns Kommune har måtte trykke på pauseknappen for en række planlagte plejehjemsbyggerier.
Oprindeligt skulle der åbne 18 nye plejehjem inden 2030 – men stigende priser på materialer og byggeri spænder nu ben for planerne.
Det skaber økonomisk pres, samtidig med at flere borgere lever længere og har behov for mere kompleks pleje.
-
-
Millionprojekter forsinket af prisstigninger
Ifølge en orientering fra Sundheds- og Omsorgsforvaltningen, som KøbenhavnLiv har omtalt, er det særligt stigende byggeudgifter, der forhindrer byggerierne i at gå i gang som planlagt.
Selvom kommunen stadig overholder ventelistegarantien, skyldes det i høj grad midlertidige løsninger og en lavere efterspørgsel end forventet – blandt andet fordi mange ældre bliver længere i eget hjem.
Kommunen omprioriterer midler
I et nyt notat til Sundheds- og Omsorgsudvalget beskriver forvaltningen, hvordan man nu vil omfordele de såkaldte demografimidler – altså penge, der er øremærket til at følge med udviklingen i befolkningens størrelse og sammensætning.
Det fremgår af kommunens dagsorden, at der skal findes løsninger som levetidsforlængelse af eksisterende plejehjem, ombygning af hjemmeplejeenheder og nye tilbud, der skal understøtte ældres mulighed for at blive længere i eget hjem.
Flere multisyge og højere plejetyngde
Et voksende antal ældre er multisyge og har dermed brug for mere specialiseret pleje.
Samtidig falder opholdstiden på plejehjemmene, hvilket øger den daglige belastning af bygningerne og personalet.
Forvaltningen peger derfor på nødvendigheden af nye investeringer i både fysiske rammer og organiseringen af ældreplejen – ellers kan kvaliteten og værdigheden komme under pres.
Risiko for højere driftsudgifter
Forsinkede byggerier og øget plejetyngde kan på sigt betyde stigende driftsudgifter, da kommunen må lappe på gamle bygninger og finde midlertidige løsninger.
Samtidig skal hjemmeplejen rumme flere ansatte og tilbyde flere ydelser, hvilket kræver investeringer i både lokaler og ledelse.
De økonomiske beslutninger, som nu skal træffes i udvalgene frem mod sommer, bliver derfor afgørende for, hvordan København sikrer en bæredygtig ældreøkonomi i fremtiden.