Pressemeddelelse - Via Ritzau
I weekenden skydes skolernes sommerferie i gang. Det betyder, at mange tusinde Brobizz-kunder vil krydse enten Øresund eller Storebælt den kommende tid.
Det udnytter kriminelle ved at sende tusindvis af phishingmails ud til tilfældige danskere og håber dermed på, at de rammer nogle af de kunder, der har en Brobizz-aftale.
-
-
Hos Brobizz ser man desværre, at svindlen intensiveres op til – og under – ferier, fordi rigtig mange danskere skal krydse enten Storebæltsbroen eller Øresundsbron på vej mod deres feriedestination. Oftest vil svindlerne forsøge at få kunderne til at opdatere deres betalingsoplysninger ved at sende falske mails eller SMS’er, om at ens betalingskort er udløbet.
For at komme svindlen til livs har Brobizz iværksat forskellige tiltag, der skal forhindre, at kunderne bliver snydt. Èt af de vigtigste er automatisk opdatering af betalingskort. Har man tilknyttet enten et Visa- eller Mastercard, vil det for de fleste opdateres automatisk.
”Vi har mange kunder, som kun bruger nummerpladebetaling eller bizz et par gange om året. Og så kan det være svært at huske, om man har fået opdateret sine betalingsoplysninger. Derfor er det vigtigt for os at gøre vores kunder opmærksomme på, at har de et Visa- eller Mastercard, får man ikke længere en e-mail om at opdatere sit betalingskort”, siger Helene Holm Heitmann, chef for Brobizz Privat.
Vær på vagt
Hos Brobizz kan man nu også logge ind via den velkendte og sikre loginløsning MitID, ligesom du på Brobizz.com kan finde hjælpeartikler, der hjælper kunderne til at kunne kende forskel på de ægte og falske mails og hjemmesider.
Svindlerne er nemlig meget kreative, så det er vigtigt, at man som kunde er opmærksom.
-
-
”Har man modtaget en mail, hvor man er bare det mindste i tvivl om, hvorvidt der er tale om svindel, skal man ikke trykke på linket i mailen. Vi opfordrer i stedet til, at man selv åbner sin internetbrowser og logger ind på sin profil via Brobizz.com", siger Helene Holm Heitmann.
Som et ekstra tiltag har Brobizz også indført en såkaldt brand protection service fra e-mærket, som hele tiden overvåger hjemmesider, der indeholder Brobizz i deres domæne, og som disse phishingmails henviser til. Via denne service bliver de falske sider hurtigt lukket ned.
Hvis man fortsat er i tvivl, om der er tale om svindel, kan man også kontakte Brobizz’ kundeservice og få afklaret, om ens Brobizz-aftale er aktiv, og fungerer som den skal.